I fredags oprandt en længe ventet dag. Dagen før Sofias første springstævne. Allerede torsdag aften var det svært at sove.
Fredag formiddag stod på et lille foredrag med springlæreren om alt godt at vide i forbindelse med et stævne. Spændende Og lærerigt for både børn og voksne.
Sofia skulle stille op i 2 klasser, 40 og 50 cm. Opvarmningen er en ret presset situation da der er op mod 10 ryttere i gang samtidig. Og Deeba var lidt for våge og energi fyldt. Så Sofia havde svært ved styre hende trav. Når Sofia bliver presset og ikke kan få tingene til at lykkes har hun ofte haft svært ved at sætte ord på og ender med at blive rigtig ked af det. Før folk som ikke kender hende vil hun virke sur, men os der kender hende har lært at læse tegnene. Jeg fik hende trukket til side og spurgt indtil hende. Heldigvis kom Heidi ind og så hende samtidig og overtog “opvarmningshjælpen”. Heidi er Sofias dressurtræner og ejer af rideskolen. Og så er hun var et fantastisk menneske. Da Sofia 10 min efter red over mod start var det med smil og sænkede skuldre. Hun red 2 flotte fejlfri runder og indkasserede 2 rosetter (alle fik for fejlfrit ridt). De fleste piger stillede op i 2 klasser og de fleste fin 1 fejlfri runde.
Karla som Sofia rider med røg af i første klasse og rev desværre ned i anden. Inden vi gik i gang havde vi også haft snakken om hvor ked af det man bliver når det ikke går som ventet og at det er HELT ok at både græde og blive ked af det. Det blev Karla. Sofia havde set det og da hun var færdig og kom over i rytterstuen spurgte hun ” mor må jeg ikke godt give Karla en af mine rosetter, jeg har jo 2 og de er ens”. Behøver vist ikke sige hvor mange “åhhhh’er” det indkasserede og en virkelig stolt og rørt mor. Før selvfølgelig måtte hun det. Karla blev SÅ glad (og hende mor lige så rørt som mig).
Jeg er simpelthen så glad og stolt over at have en datter der ikke kun er dygtig og smuk udenpå men også i den grad er det indeni. Og så holder jeg ufattelig meget af det venskab som hun knytter med de andre piger ude på Strålen.
