I går var jeg endnu engang ude og få sat en kæmpe oplevelse ind på kontoen.
Mette (Idas mor) havde inviteret mig og Sofia med til general forsamling i dressurens venner. Hvilket blev holdt hos Blue Hors. Som udenforstående hestemenneske sagde de to navne mig meget lidt. Men jeg blev godt nok overrasket og vildt imponeret.
Kort summeret så er Blue Hors et kæmpe stutteri og hingste station. Ejet af manden bag LEGO. Dressurens venner har ingen ringere end prinsesse Benedicte som formand og hendes datter prinsesse Nathalie stod for en præsentation af nogle af de heste hun træner (tror det er i forbindelse med sit job som landstræner).
Dertil kom rundvisning i staldene som i sig selv er dybt imponerende og ikke mindst de mange fantastiske heste vi fik set både i stalde og på banen.
Det hele sluttede med en fantastisk middag.
Både Sofia og Ida var godt mætte på mad og oplevelser da vi kørte retur mod Sjælland.
Og endnu en gang er jeg bare dybt taknemlig for at få mulighederne for at give hende disse store oplevelser.