Vi er godt igang med første måned af året. Og ja en måned som ofte kan være grå, trist og lidt træls at komme igennem. Jeg er faktisk ret ok med det der januar, for selv om vi lige skal komme os oven på jul, nytår og alt for meget mad, så er det også starten på et nyt år, en mulighed for at gøre nye ting, starte på en frisk om man vil. Forventningen om alt det der venter i løbet af året er skøn, noget at glæde sig til og se frem til. Det kan jeg faktisk rigtig godt lide.
Når et nyt år starter er det også tilbage til hverdagen. tilbage til rutiner, madpakker og vasketøj. Og midt i det vil jeg fortælle lidt om hvordan vi bruger hverdagen herhjemme, altså sådan i store træk.
Laura passer sin børnehave, og jeg har jo tidligere skrevet om lidt udfordringer i forhold til at det at indgå i det store sociale grupper der er dernede, men der gøres meget for at hjælpe vores lille sensitive, men stadig udadvente og kontante pige. For trods behovet for at minske indtryk og aktiviteter, er hun på ingen måde i stand til at trække sig fra der hvor legen er, hun vil faktisk bare gerne være med ALLE steder samtidig, og det er jo netop en udfordring når der er behov for mindre grupper, færre ting at forholde sig til osv. Men vi arbejder med det. Vi forsøger at hun får relativ korte, omend stadig hele samlede dage i børnehaven. Og hver tirsdag står den på svømning, en aktivitet hun virkelig elsker (og moaren ser en lille smule frem til hun, Laura altså, når den alder hvor hun selv skal i vandet uden voksen)
Sofia stortrives fortsat på skolen, og det blir mere og mere klart at vi traf det helt rigtige valg for et år siden, og lod hende skifte skole. At vælge en privatskole var da lidt af en kamel at sluge for mig som folkeskolelærer, men trivsel vil bare altid komme i første række for mig (også når det ikke er mine egne børn), og det gør hun bare så meget på den nye skole (som jo stadig ligger her i byen). Ellers er det stadig hestene der trækker det meste af overskuddet i hverdagen, hun rider fortsat om torsdagen og vi håber at der snart åbner sig en mulighed for noget part af en art. I gennem ridning har hun jo også mødt yndlings veninden Ida, de to er stort set sammen hver weekend, og sover ofte sammen. Desværre bor de ikke lige rundt om hjørnet, men det er ikke et problem da bilen jo er opfundet.
Mikael er fortsat i gang en del projekter af it-mæssig karakter og PT er det http://www.60dage.dk der skal starte op. I tirsdags var der kickoff of lige om hjørnet starter 60 dage med mulighed for at blive en bedre udgave af sig selv. Det kan forhåbentlig være et springbræt til endnu flere virksomheder der ønsker at gøre brug af deres viden og ekspertise. Og skulle du have lyst til at melde dig til (her kan jeg sige at vi altså ikke tjener noget på det, så det er vel næsten gratis reklame ) kan det altså nås endnu.
Så er der mig, jeg er igen glad for lærerlivet, og ser tilbage på et år hvor selvudvikling har været i fokus. For ærligt så var jeg godt nok i tvivl sidste år, om lærerlivet overhoved var mig mere, om det var muligt for mig at trives i det. Men jeg GØR en forskel, og jeg vil gøre den forskel, i alt fald for nu. Om jeg stadig skal være lærer om 10-15 år er uvist, men lige nu er det så OK, som det kan være med reform, arbejdstid osv. Lige nu ser jeg blot frem til at min tå er helet så meget at jeg igen kan komme i løbeskoene og afsted. Pt er der ikke nogen løbemål, andet end igen at komme afsted
Og så lille Pixie. Første løbetid er startet og alt i alt er hun bare den dejligste lille fis vi har fået inden for vores dør. Kattene har stort set accepteret hende og de nyder vist bare at kunne sove det meste af dagen, og så spise når de har lyst.