Lige nu sidder jeg og er pisse stolt. Stolt over en rigtig god og gammel ven der gør en forskel og som rusker lidt i os andre. En ven der har byttet sit privilligerede hverdagsliv ud med en lerhytte 2 dages kørsel fra nærmeste storby i Etiopien. Et liv han har levet i næsten 6 måneder for at arbejde for læger uden grænser. Shit jeg tar hatten af og bøjer mig i støvet. så uselvisk og oprigtig. Jeg er stolt over at kunne kalde ham min ven og stolt af at være en del af hans liv.
Mens han knokler for fattige og syge kan vi andre passende bidrage til “hans” indsamling HER
Og trods det pisse flotte arbejde han og hele organisationen laver så er jeg lige lidt egoistisk også, for ærligt glæder jeg mig til han kommer hjem om ikke ret længe. Men nok også fordi jeg slet ikke er i tvivl om at han tager afsted igen!