En gang løb jeg ikke. Altså jo efter bussen og såen. Men ellers ikke. Jeg ville gerne. Altså være sådan en der løb. Jeg prøvede endda at blive sådan én tilbage før år 2011. Det lykkedes lidt. Jeg løb endda et par kvindeløb og en DHL stafet. Så kom Laura og løbet blev lagt på hylden. 

Men med 2 børn på matriklen og en travl hverdag var der igen behov for at støbe løbeskoene af. 2015 blev året hvor jeg for alvor kom i løbeform, året hvor det pludselig ikke  handlede om at overleve 5 km, men i stedet blev til tanker om tid og distancer længere end 5 km. Og nytårs aften 15/16 løb jeg for første gang 10 km på under en time. 2015 var MIT løbeår. Desværre var det også året hvor en depression ramte mig med 210 km i timen, derfor måtte 2016 være året med fokus på indre ro og healing. Løbet røg lidt i baggrunden, men blev vedligeholdt. I oktober rejste vi 4 uger til Bali, og da vi returnerede var det koldt, mørkt og vådt. Og løbeskoene kom ligesom ikke på. 3 dage før nytårsaften  brækkede jeg så en tå. Det blev ligesom dødsstødet til min ellers fine løbe-karriere!! Jeg brugte det meste af 2017 på ikke at få løbet (og i øvrigt tage 10 kg på).

Slut! Ikke på indlægget med med alle de dårlige undskyldninger. Motivation kunne være vejen frem. Men ærligt så bliver den ligesom væk i takt med mængden af vand fra oven! Disciplin hedder min nye ven. Løbeskoene er støvet af og de første km er i benene…. og ny betaler jeg prisen for et år uden løb.

Men jeg VIL løbe – fordi jeg kan.