4 maj 2017 – 72 år efter.

I dag husker kun de færreste årsagen til at vi mindes netop denne dag. Og når beskriver det som “husker” tænker jeg på dem der mærkede det på egen krop. Dem der var en del af de år Danmark var besat. Måske skal der tilføjes et “gudskelov” for det. 

Mine børn vokset måske op i en verden fyldt med ting der bestemt kunne være bedre. Alligevel er jeg dybt taknemlig for at de vokser op i et frit land. Et land med muligheder. 

I dag går mine tanker til de som kæmpede, kæmpede for den frihed mange I dag tager for givet! Mig selv inklusiv. For hvordan skal vi kunne sætte os ind i hvordan livet måtte være under besættelsen. Ja jeg kan forsøge, tænke mine tanker, men at føle det på egen  krop er anderledes. Og DET bør vi huske, og sætte pris på aldrig at have oplevet. 

Jeg er barn af 80’erne, hvor den kolde krig synger på sidste vers. Jeg husker dets endelige med Berlinmurens fald. Jeg husker “De slemme russere” og tiden efter. Jeg husker også hvordan Europa gennem min ungdom åbnede op, blev mere frit og nye lande kom til. Alt dette som et efterspil fra 2. Verdenskrig. 

Krig vil vi nok altid kende til, desværre. Alligevel skal vi huske at det er muligt at stoppe, det er muligt at blive fri!