Der er stille herhjemme i disse dage. Mikael tog lørdag af sted med Hope Project til Filippinerne for at se til det skolebyggeri de har sat i gang. 160.000 er indsamlet indtil nu, og det betyder at landsbyen der for 2½ år siden var ramt af en voldsom orkan nu snart har første del af en skole… for 2 år siden var de af sted med 35000 som gav nye tage til husene i landsbyen. Undervejs boede de hos en familie der kun havde 2 brugbare rum i deres hus, de valgte så at stuve familien sammen i det ene og give det andet til Mikael, Nils og Claus. Familien havde mistet deres regnvandstank under stormen, og sådan en er meget dyr set med deres øjne, men unden for få timer havde Mikael via sit netværk på facebook samlet ind til en ny tank og fik indkøbt til familien. I første omgang havde tanken været at vi simpelthen gav dem den, men med så mange der gerne vil hjælpe var det jo fedt.

Nu er de altså af sted igen. Hvilket betyder at jeg er alene på skansen de næste 14 dage… ærligt er det faktisk ret ok med alene tid, ja det er da hårdt at skulle ordnet det hele selv (især når fyret går ud og jeg ikke har gidet høre efter når mikael forklarede mig hvad jeg skulle gøre… så måtte jeg jo i gang med at læse manualen, og fik både fyldt vand på og tændt det igen, bom!)

Når det er knap så hårdt skyldes det jo at Sofia samtidig er på koloni og desuden har en farfar og en mormor der træder til og hjælpe… tak for jer 🙂 Dertil lagt at påskeferien venter lige om hjørnet.

I dag er Laura så syg hjemme, men hun har nu nået en alder hvor en dag med dyne i sofaen er helt på sin plads.. og moaren kan strikke strømper imens… jeg er nemlig udgået for projekter…. men har stadig en masse strømpegarn, så nu skal det være. alt imens jeg kigger efter nye projekter at tage hul på..