Pyha en måned. Det er ikke stress og jag jeg mener her. Men for en måned siden døde min morfar og i lørdags lukkede pigernes oldemor (min reservebedste) sine øjne. 99 år og med et langt og skønt liv bag sig. Mere ønsker jeg ikke. Hun kom herfra på den helt rigtige måde. Omgivet af sine kære og i egen seng og eget tøj.
Alligevel er det endnu en at miste. Endnu et savn og en sorg lige nu. En generation af older er nu definitivt væk. Jeg er taknemlig for at begge piger har oplevet det at have oldeforældre og taknemlig for at vores bedsteforældre nåede at opleve det at blive til Older, ikke noget alle oplever idag (tænker især på dem der får børn relativt sent, selvvalgt eller ej taler biologien altså mod oldeforældre hvis gennemsnitsalderen for første gangs fødende er over 30).
Fredag tager vi den sidste afsked og langsomt vil sorgen blive til savn og vi vil mindes alle de fantastiske øjeblikke. Fortælle og genfortælle alle historierne.

Fra Laura var helt lille og vi var på besøg hos oldemor Elly