Skolereformen er en realitet og den er der lige om snart. Jeg tror på den bringer noget godt med sig. God for ungerne og godt for fælles planlægning. Men der er mange “måske’er” stadig væk, mange ting vi endnu ikke er på plads og som vi ikke ved hvordan “ender”. Usikkerhed er en rigtig dum faktor for mig!
En anden usikkerhed jeg har det svært med er det her omkring MIN arbejdstid som ansat på 80%, et valg vi tog for at jeg havde mere tid med børnene, hvordan kommer jeg til at mærke det. En fridag? Eller tidligere hjem hverdag end andre (sidstnævnte gør mig svær at arbejde sammen med i forhold til møder/planlægning). Og hvor lange bliver mine dage.
En af tingene jeg netop elsker ved mit job ud over samvær med børnene og den undervisning jeg kan leverer er jo lige præcis det at jeg selv måtte planlægge HVORNÅR jeg forberedte mig. Og det var en af grundene til at det job især tiltalte mig, muligheden for at tage tidlig hjem når det passede ind i VORES hverdag og så knokle andre steder/tider. Nu forsvinder en af grundene til at jeg blev lærer, ikke den vigtigste men trods alt EN af dem, og hvad så tænker nogle. Det et jo bare som os andre, som resten af DK! Muligvis, men det var altså ikke det jeg sagde “ja” til, det var ikke den form der tiltalte mig i første hug.
Jeg vil stadig gerne undervisning, men indrømmer at jeg tænker “hvad så nu, skal jeg noget nyt/andet”, men hvad? Det er jo det her jeg kan! Det er svært og jeg er jo trods reformen virkelig glad for DET sted jeg er, mine kollegaer osv, og DE holder mig oppe i det her. Og så må jeg se hvad det ender med, hvad blir godt og hvilke kamler må/kan jeg sluge og er der nogle jeg ikke kan forene mig med….

Og det er da også med en tanke på hvilken skole mine piger skal igennem!