Jeg elsker min to piger. Helt ubetinget højt. Også når de er nogle bisser.
Idag er det mindstemusen der har været på spil.
Hun har jo længe været noget af en hidsig lille dame, ikke at hun får sin vilje, hvilket en del af vores ting bærer præg af, der sætter hun nemlig gerne sit tandaftryk i vrede! Jeps sagde jo hun var hidsig. Indtil nu har det kun været der hun bed! Eller når nogen proppede fingrene ind i hendes mund (hvilket jo er forståeligt nok). Men altså idag har hun så bidt en fra dagplejen 🙁 hvad der gik forud er uvist, men hun må ikke bide. Og kan nu helt ærligt sige at jeg faktisk tror jeg er den der har det værst. Jeg har nu prøvet alle de roller der kan være i sådan en situation. Mor til det barn der blir bidt, voksen omkring barnet (vuggestue) og nu mor til den der bider. Jeg har helt ondt i maven. Dels på vegne af det andet barn og dels fordi jeg jo også høre og læser om alle de børn der blir bidt og vrede forældre (det er slet ikke sådan det er her vil jeg lige understrege) men især på instagram har der været en del forældre der har postet billeder og vrede over at deres barn er blevet bidt. Og jeg sidder så med den her følelse af hvem blir vreden rettet mod… For selv om jeg elsker mine børn vil jeg jo også godt at andre kan li dem…
Jeg håber ved Gud ikke hun gentager det og ved da også at hendes dagplejemor holder et kærligt øje med hende. Jeg ved det er hvad der sker og hun ikke gør det for at skade. Jeg kan bare godt huske fra jeg var i vuggestue hvordan andre forældre tænkte dårligt om en pige der desværre bed meget 🙁 det var så synd for hende og ønsker bestemt ikke at nogle skal tænke sådan om min lille babysmølf.