Vi har fuld fart på hverdagen herhjemme pt. Så meget fart at jeg slet ikke når at få skrevet alt det jeg gerne ville (og faktisk går og planlægger), men altså i får lidt hist og her og håber i bær over med mig 😉

Lørdag bød på fødselsdag hos Katrine 🙂 hyggeligt som altid, og med en store pige der bare gik med de andre over i huset og legede… hold da fest der sker noget for tiden på selvstændighedsfronten. Men det er helt ok, og bestemt ikke på en dårlig måde, så vi byder det velkommen.

Søndag stod i gymnastikkens tegn. Den årlige afslutning for hop & dans (og en masse andre af Herfølges gymnaster) Vi var stolte, ja vi var så. Og pigerne var bare SÅ dygtige, sikke meget der er sket fra sidste år. Og jeg er klart overbevist om at hun skal fortsætte med det der gymnastik, omend det bliver et andet hold da dette slutter nu. Men der er masser af muligheder, og hun har været SÅ glad for det. Om jeg så vedbliver at hun kun skal gå til en ting ud over spejder (som er hver anden søndag) må vi lige se på, for måske kan vi godt overkomme svømningen også… Måske, hvis hun virkelig gerne vil. SÅ meget kan den der skole vel heller ikke fylde, og jeg har jo barsel. Men nu må vi se.

I alt fald fik prinsesserne danset og hoppet til den store guldmedalje, og afsluttede opvisningen for denne gang.

Mandag morgen var DAGEN, dagen som en vis Sofia har ventet læææænge på. Dagen hvor hun skulle starte i Uroxen, dagen hvor hun blev SFO-barn. Nøj det var stort, og kl 9 stod vi klar til aflevering. Hun var så klar og smuttede ind og tegnede med et par de andre piger fra Troldehøjen, vi gik ud og drak en kop kaffe sammen med en masse andre forældre. efter ca 15 min kom Sofia ud,og da hun så os spurgte hun “hvad laver i her?” Hun var bare faldet til med det samme, og følte sig hjemme, hvor er det skønt, misunder virkelig ikke dem hvor børnene har svært ved ændringer og nye steder, børn der er kede af det når de skal afleveres, ok indrømmer at hun da godt måtte glæde sig lidt til vi kom efter hende istedet for “jeg gider ikke med hjem”, men altså jeg er dybt taknemlig for et trygt og glad barn, og tager i alt fald en del af æren for at hun er sådan, den anden del må tilkomme faren og også lidt alle de andre voksne hun har omkring sig 🙂